(no subject)
Den lille piges tanker.
Kroppen er blevet stilet på et lille bord, ved siden af et gammelt stereoanlæg. En linjeret blog på skødet, blyant og viskelæder parat, og så et sidste kig på den ufærdige tegning, af Eirikur ved siden af.
Ipoden giver lyd fra sig, eller nærmere helt præcis, bliver sangen ’Happy Dreams Tonight’ afspillet. Forsangeren Hans Edwards stemme lyder som den plejer. En lidt hæs, men beroligende stemme, som gør at den lille pige læner sig tilbage, og banker roligt hovedet ind mod væggen. Hun har lagt tøj frem, idéen med at gå en lang tur i morgen når hun vågner, er stedet hende til hovedet. Den følelse af at alt bare går galt, har hun i hele kroppen, helt fra fødderne og op til hovedet. Hver gang Ipoden skifter sang, kommer et tryk i hovedet på hende, et ubeskriveligt ondt tryk, som ikke rigtig kan gå væk.
En gang imellem slipper hun blyanten, tager sine hænder op til ansigtet, men ikke for at græde. En træng til at blive gemt væk, eller bare komme væk, er vel det bedste? Intet tegn på at alt kan gå godt, så hvorfor ikke tage et sted hen, hvor der ingen minder er. Hun glæder sig nærmest til i morgen, at gå i naturen som ikke ret mange kan lide, og at tænde en cigaret, tag den op til munden, sug ind, og inhaleringen er i gang. Den bedste måde at slappe af på, et dejligt fredeligt sted, uden mennesker, og helt uden minder.
Hendes åbne vindue med regnen dryppende ude foran, giver hende en trang til at mærke vandet løbe ned af hendes hoved. Men hun bliver bare liggende i sin seng, og hører Hans’ hæse og beroligende stemme igen og igen i hovedet.
Når hun hører alle de forskellige sange, og hendes hoved opfatter den fantastiske måde Hans udtrykker ordene på, kommer hun altid til at tænke på to ting. Den ene ting som mange fans/dreamers enlig ikke har lagt mærke til, men som hun selv har gjort til noget, hos hende. En ikke almindelig fanfiction, men en som hun og en lille gruppe har haft meget glæde med. De dejlige historier om Hanikur, det er dem hun mener, selvom alt ikke går perfekt nogen gange.
Tidligere havde hun læst en af hendes veninders ufærdige Hanikur historier. Hun ville ikke kommentere indholdet, men nærmest lige meget hvordan historien ville have forgået, kunne hun ikke lade vær med at leve sig ind i den. Hvis en historie gik godt, var hun glad. Men hun blev tit rigtig ked af det, hvis de gik skidt.
Mange som havde været inde og set en film med hende, kunne ikke forstå, at hun blevet så.. så involveret i handlingen. De sagde til hende at ingen af filmene var ’virkelige’, så hun skulle ikke tage tingene så tungt. Hun ville mene at ingen rigtig forstod hende, at nogen ting skulle man bare være hende for at forstå. Hendes medlidenhed blev til alle dem som prøvet at hjælpe hende, de fleste forstod hende ikke, og endte med altid med den samme sætning: ”Du prøver jo heller ikke selv, så hjælper det jo ikke!” De mennesker var intet værd, det vidste hun allerede fra starten af, men holdte alligevel på dem, så længe hun kunne. Det bedste ville være, bare at været elsket, at have en der forstod en mere end 100 % lige meget med alderen.
Når hun tænker tilbage på alle dem der ville hjælpe hende, er der en særlig en i hendes tanker. Hun har altid været flittig med at hjælpe, så meget som hun kunne, og det var nærmest præcis det der skete. Hun hjalp ham så meget, at han slet ikke vidste hvordan hun havde det. Hendes tanker i hovedet, blev forvandlet, og hendes syn på livet var vel ikke rigtig at have det godt, men at hjælpe andre. Nogen af de nærmeste sagde til pigen, at hun da også fortjente at have det godt, men på en måde lukker hendes hjerne bare af for det. Hendes motto blev hurtigt skabt gennem årene, uden stor forståelse fra mange. Få mennesker var ikke enige i hendes motto, nogen forstod det ikke rigtig? - og andre var lidt ligeglade.
- ’Lige meget om jeg skal såres eller ej, ville jeg hellere have at andre skal have det bedre end mig.’
Hendes tanker går amok, hun retter sig mere op i sengen. Hun så at hendes Ipod var ved at have været igennem alle sengene, der manglede fire. Trangen til sangen ’22(Den nye by)’ var blevet større, efter alle de andre havde været der. Pigen var i gang med at hører en anden sang, hvor Hans’ stemme kom frem. Hun kiggede nogle gange over sit motto, som hun havde skrevet på midten af den linjeret blog. Der var noget ved det, som bare gjorde hende glad, nærmest et bevis på at hun gjorde noget godt, måske ikke for alle? Men for dem hun kunne.
’22 (Den nye by)’ var den anden sidste sang, hun nød den afslappede stemme i ørene, og nærmest mærket alle hendes billeder og plakater med alle de mennesker, der kiggede på hende. Hun har kun en lille lampe tændt, men det er et stærkt nok lys, så det kan oplyse hendes mærkelige værelse.
Alle hendes billeder forstiller The Dreams, både billeder hun selv har taget, og nogen som nogle andre mere proffer har taget. Hun sidder med ryggen til væggen med billederne, men kunne se otte af billederne i et spejl, som hænger på den modsatte væg. Hendes øjne rammer på alle de andre fans/dreamers, som er med på billederne. De har alle sammen noget ’The Dreams’ på. Enten er der nogen som havde købt deres merchandise, eller nogen så har skrevet på deres tøj og tasker. Der er noget som siger, at hun skal lade vær med, at tage deres T-shirts og sådan noget på til koncerterne. Inderst inde er hun en kæmpe fan, som bare forstår deres musik, og beundre deres personligheder. Hun ved jo at de bare er nogen ’normale’ mennesker ligesom os andre, og det er det som for hende til ikke at være en irriterende fan.
End at stå og få autografer, vil hun meget hellere bare snakke med dem, som mennesker, og ikke som nogen der bare gøre det, fordi de er kendte. Nogen gange ville hun ønske at de ikke er kendte, bare de var hendes venner, i en højre alders gruppe. Men alligevel fortjener de det, så hvorfor prøve at lave om på det?
Pigens Ipod var gået død, så lyden af regnen, var det eneste, som nu kunne høres. Hun har sin blyant klar i hånden, og ville prøve at beskrive, hvordan hun på en måde opfatter The Dreams. Hende og en veninde har fået en masse beskeder fra drengene. De to hjælper faktisk The Dreams meget med forskellige ting. Når drengene så hjælper dem, og pigerne takker dem igen, er svaret for det meste sådan meget: ’Alt for jer (:’ Det er fedt, fordi at de ikke rigtig skriver det til andre?, men lige til dem. Hvorfor dog?
Drengene svaret ikke på det da de spurgte, tanken om det de siger til folk, om de mener det? Eller vil de bare gøre dreamerne glade? Hun ved godt, at alle ikke kan få svar på deres spørgsmål, mest fordi at der er mange som bare skriver: ’Jeg elsker jeres musik! Er kæmpe fan! Hvornår spiller i jeres næste koncert?’ Hvis man er så en stor fan, så ved man det i hovedet, ellers kan man kigge i deres kalender.
Tanken om de irriterende fans stiger pigen til hovedet. Hun sukker. Det er nu lang tid siden hun har set drengene, men hun savner bare at være hos dem, ikke som ’The Dreams’, men som de mennesker er bag det. Hans, Eirikur, Store Heini, Little Heini, og selvfølgelig Uglefar! Chief! Hun begynder at smile, og ser op på sin hvide plakat med drengene. Der er altså noget skummelt ved dem?
Hun griber fat om bloggen, og begynder at skrive stikord ned. En slags ’liste’, en samlet med dem alle, og en ’liste’ til dem hver. Hun ved enlig ikke hvorfor hun skriver dette ned, for hvis hun ville sende det til drengene, vil hun måske kun få 10 ord tilbage? Tanken om og sende det til dem, er ved at vokse, men ikke på den rigtige måde. Pigen beslutter sig, at det hun er i gang med, ikke skal sendes til dem. Den endelig beslutning, tager hun fordi, at hun ikke ville lyde, som en besat fan, som på en måde også bare vil tvinge drengene til at svare: ”We love you!” Uden de mener det?.
Hendes beslutning indgik også, at hun ved hver travlt de har med alt! Og hvor mange der skriver hver dag, som de skal svare. De vil jo ikke skuffe deres fans, så for at gøre det lettere for dem, vil hun ikke skrive. Den tankegang vil folk sikkert tænke, at hun ikke skal være bange, for de vil jo ikke hade hende, fordi hun sender dem beskeder. Nærmere omvendt. Tanken om bare at skrive noget forkert, selv en lille bitte ting, som enlig ikke betyder særlig meget, er hun bange for at begå. Hun kan tydeligt hører deres friske stemmer i hovedet, de lalleglade stemmer. De stemmer som hun bare vil hører sige hendes navn, og bare snakke med hende, som et normalt ’væsen’. Det er det hun er bange for at ødelægge, kind of… gøre dem kede af det eller irriteret.
Pigen er godt i gang med at skrive forskellige stikord. Hun er blevet færdig med Chief, store Heini og Eirikur. Det ser lidt mærkeligt ud? Bare nogen ’ord’, som for hende betyder meget, men for andre? Nok ikke så meget.
Siden med det nuværende tekst bliver revet af, at gøre ordene til mere betydningsfulde sætninger er nu målet. At prøve at beskrive hvad hun nu føler præcis, forhåbentlig at forklare, at hun ikke vil være en ubrugelige, irriterende og ’jeg er bare den bedste’- dreamer! Ønsket om at drengene kan se hvad hun mener, og de siger med åbne hjerter, at hun virkelig betyder noget for dem, og de tænker på hende nogen gange. Men agt ja… Som om det vil ske?
Klokken er næsten tyve minutter i tre om natten, alle burde sove… og hun? Bare sidder og skriver sætninger om The Dreams, men Nej. Hendes mobil vibrerer, og displayet viser: ’1 Meddelelse’. Hun ser på sin mobil indtil lyset i displayet er gået ud, og derefter får hun sin hånd ført hen til den, og åbner den.
-’Hej smukke, sover du? <3 :)’
Den lille besked, som alle mennesker kan få, og måske ikke så betydningsfuldt, får hende til at smile. De få fire ord, med et spørgsmålstegn og smileyer, betyder noget for hende! Klokken lort om natten, er der en som tænker på hende, det går lige ind i hjertet, og hun bliver nærmest lettet. Beskeden er fra en dreamer, som hun har mødt igennem The Dreams, eller nærmere igennem drengenes musik. Det kæmpe store fællesskab, som drengene har skabt, er der nok en lille gruppe, af de nok ’største’ dreamers, som virkelig går op i det med liv og sjæl! De ca. 20 mennesker kender hinanden. Måske ikke ud og ind, men nok til at det vi lille fællesskab er positivt, og ikke hvor nogen hader andre. Den lille gruppe gør alt hvad de kan, for at støtte drengene, og ikke kun drengene, men selvfølgelig også den store dejlige Chief. - Ingen Chief? Ingen rigtig The Dreams!
Den lille pige stoppede med at skrive sætninger om The Dreams og Chief, hendes øjne havde været klistret til mobiltelefonens display. Hun havde været sammen med beskedens ejermand. En fantastisk dag. Den person var og er stadig noget specielt for pigen, en ny veninde som bare forstår hende! En af de få som virkelig mener, at de vil støtte hende, selvom der kunne være nogen års forskel. Det gør intet! Bare at have en veninde med et hjerte af guld, som er både smuk indeni og udenpå, vidunderlig som de 2 andre nære veninder hun har.
Pigen svarede, og begyndte igen at skrive sætninger ned, på bloggens næsten første fyldte side. Hendes blik blev helt tomt, et gys gik gennem hende. Hun slap blyanten, den landede med spidsen først ned på papiret, så det gav en fin lille streg mellem bogstaverne. Hun blinkede et par gange, og derefter så ned på bloggen. Hun var i gang med at skrive sætninger om Eirikur. Hendes blik blev løsnet, og hun direkte op på hendes The Dreams plakat. Blikket kom hurtigt over den yderste mand, den altid smilende og glade Eirikur… ARGH! Hvad var det der skete? Hun ræk hånden op, men tog den hurtigt til sig igen. En tåre løb for første gang i lang tid, ned af hendes bløde kind.
Hun ved selv, at hun må se det i øjnene på et eller andet tidspunkt. Inderst inde, langt bag i hovedet, lå det. Men hun vil ikke tro det. Hun vil ikke indrømme det for hendes selv, for så vil hun måske begynde at tro på det?... Nej det vil det aldrig!
Denne gang tog hun sine hænder op til ansigtet, for at græde. Græde helt uden hulken, som bare kunne gøre det meget værre. Hun vil lade tårne løbe frit, så de alle sammen kunne komme ud på en gang. De ramte enden af bloggen, lige netop der hvor hun var nået at skrive til. Papiret blev helt våd i kanten, og det gik gennem de næste fem stykker.
Hun prøvede ivrigt at trække vejret, men hendes næse blevet tilstoppet, og i stedet for at kunne trække vejret gennem munden, hostede hun bare. Hendes hånd greb fat om hendes hals, hun prøvede at berolige sig selv, indtil hun igen kunne trække vejret normalt. Tårne var stadig i øjenkrogen, og enkle løb ned af kinderne. Aldrig var hendes gråd kommet så pludselig, så hurtigt, så… så uventet. Hvorfor dog lige det?
Hendes øjne var stadig lidt tildækket af tåre, men samtidig prøvede hun at se rundt på alle de forskellige billeder. Et billede af hende og little Heini, faldt i øjnene på hende. Hun havde lagt det ud på nogen hjemmesider sammen med andre billeder, men lige netop det, fik hende til at tænke på alle de forskellige, men alligevel ens kommentar. Der var faktisk mange som synes de kunne ligne et kæreste par? Selv en tæt veninde have sagt det, og prøvede at forklare hvorfor. Den lille pige havde ikke hørt efter. selvfølgelig ser de da søde ud, men nej?... bare nej? Hun ved selv at det kunne være sjovt at prøve en dag, lærer hinanden bedre at kende?
Hun stoppede sig selv, på en måde vil hun ingen gang tænke den tanke. Den anderledes Kristas forhold til little Heini, det kunne ikke ødelægges? Hendes tanker vil heller ikke sådan ’ses’ med ham på mere end venne-måden. Krista vil være alt for skøn til bare at ’smide væk’, og især for en dreamer.
Selvfølgelig så han da sø ud, men der er heller ikke følelser i hans øjne. Altså… han ligner ikke en som kunne være forelsket i pigen? Det vil da være umuligt. Pigen vil da gerne komme i et tættere forhold til drengene, bare gode eller nære venner? Okay, hun indrømmer at med en af dem, vil hun da gerne prøve lidt mere med, men alligevel ikke.
hendes tanker gik lidt amok, tårne er næsten helt forsvundet. Hun løfter sin hånd op, og banker sin håndflade ind på siden af hovedet, lige på tændingen. Efter fire slag ryster hun hovedet, og banker det forsigtigt ind i væggen. Baghovedet bliver trykket lidt ind mod væggen, mens hun griber fat i sin lille brune teddybamse, og bare klemmer den ind til sig.
”Hvad sker der dog med mine tanker? Hvorfor tænker jeg sådan? Nogen ting? Hvorfor skal jeg svare på alt?” Den lille piges stemme flød rundt i hendes værelse, og lød igen og igen inde i hendes hoved. Der skete noget mærkeligt med hende, hun vidste ikke hvad eller hvorfor.
Hendes koncentration blev afbrudt af vinduet, som smækkede i, og åbnet igen. Ruden var helt fyldt med regndråber, som stadig løb ned. Hun vil ikke rejse sig for at lukke det, hun blev bare i sengen, og tog sine hænder omkring bloggen. Hun havde skrevet noget om alle! Alt det de er for hende, alle de mange hundrede betydningsfulde ord på det blanke papir. De ord betød jo kun noget for hende, når der stod ’ubeskrivelig’, vil det nok kun være hende der forstod det. En mærkelig følelse kom igennem hende, hun rev alle papirerne i bitte små stykker, mens tårne presset på igen.
”Ingen kan jo forstå mig!” råbte hun, mens papirstykkerne blev kastede væk fra hende.
Kroppen er blevet stilet på et lille bord, ved siden af et gammelt stereoanlæg. En linjeret blog på skødet, blyant og viskelæder parat, og så et sidste kig på den ufærdige tegning, af Eirikur ved siden af.
Ipoden giver lyd fra sig, eller nærmere helt præcis, bliver sangen ’Happy Dreams Tonight’ afspillet. Forsangeren Hans Edwards stemme lyder som den plejer. En lidt hæs, men beroligende stemme, som gør at den lille pige læner sig tilbage, og banker roligt hovedet ind mod væggen. Hun har lagt tøj frem, idéen med at gå en lang tur i morgen når hun vågner, er stedet hende til hovedet. Den følelse af at alt bare går galt, har hun i hele kroppen, helt fra fødderne og op til hovedet. Hver gang Ipoden skifter sang, kommer et tryk i hovedet på hende, et ubeskriveligt ondt tryk, som ikke rigtig kan gå væk.
En gang imellem slipper hun blyanten, tager sine hænder op til ansigtet, men ikke for at græde. En træng til at blive gemt væk, eller bare komme væk, er vel det bedste? Intet tegn på at alt kan gå godt, så hvorfor ikke tage et sted hen, hvor der ingen minder er. Hun glæder sig nærmest til i morgen, at gå i naturen som ikke ret mange kan lide, og at tænde en cigaret, tag den op til munden, sug ind, og inhaleringen er i gang. Den bedste måde at slappe af på, et dejligt fredeligt sted, uden mennesker, og helt uden minder.
Hendes åbne vindue med regnen dryppende ude foran, giver hende en trang til at mærke vandet løbe ned af hendes hoved. Men hun bliver bare liggende i sin seng, og hører Hans’ hæse og beroligende stemme igen og igen i hovedet.
Når hun hører alle de forskellige sange, og hendes hoved opfatter den fantastiske måde Hans udtrykker ordene på, kommer hun altid til at tænke på to ting. Den ene ting som mange fans/dreamers enlig ikke har lagt mærke til, men som hun selv har gjort til noget, hos hende. En ikke almindelig fanfiction, men en som hun og en lille gruppe har haft meget glæde med. De dejlige historier om Hanikur, det er dem hun mener, selvom alt ikke går perfekt nogen gange.
Tidligere havde hun læst en af hendes veninders ufærdige Hanikur historier. Hun ville ikke kommentere indholdet, men nærmest lige meget hvordan historien ville have forgået, kunne hun ikke lade vær med at leve sig ind i den. Hvis en historie gik godt, var hun glad. Men hun blev tit rigtig ked af det, hvis de gik skidt.
Mange som havde været inde og set en film med hende, kunne ikke forstå, at hun blevet så.. så involveret i handlingen. De sagde til hende at ingen af filmene var ’virkelige’, så hun skulle ikke tage tingene så tungt. Hun ville mene at ingen rigtig forstod hende, at nogen ting skulle man bare være hende for at forstå. Hendes medlidenhed blev til alle dem som prøvet at hjælpe hende, de fleste forstod hende ikke, og endte med altid med den samme sætning: ”Du prøver jo heller ikke selv, så hjælper det jo ikke!” De mennesker var intet værd, det vidste hun allerede fra starten af, men holdte alligevel på dem, så længe hun kunne. Det bedste ville være, bare at været elsket, at have en der forstod en mere end 100 % lige meget med alderen.
Når hun tænker tilbage på alle dem der ville hjælpe hende, er der en særlig en i hendes tanker. Hun har altid været flittig med at hjælpe, så meget som hun kunne, og det var nærmest præcis det der skete. Hun hjalp ham så meget, at han slet ikke vidste hvordan hun havde det. Hendes tanker i hovedet, blev forvandlet, og hendes syn på livet var vel ikke rigtig at have det godt, men at hjælpe andre. Nogen af de nærmeste sagde til pigen, at hun da også fortjente at have det godt, men på en måde lukker hendes hjerne bare af for det. Hendes motto blev hurtigt skabt gennem årene, uden stor forståelse fra mange. Få mennesker var ikke enige i hendes motto, nogen forstod det ikke rigtig? - og andre var lidt ligeglade.
- ’Lige meget om jeg skal såres eller ej, ville jeg hellere have at andre skal have det bedre end mig.’
Hendes tanker går amok, hun retter sig mere op i sengen. Hun så at hendes Ipod var ved at have været igennem alle sengene, der manglede fire. Trangen til sangen ’22(Den nye by)’ var blevet større, efter alle de andre havde været der. Pigen var i gang med at hører en anden sang, hvor Hans’ stemme kom frem. Hun kiggede nogle gange over sit motto, som hun havde skrevet på midten af den linjeret blog. Der var noget ved det, som bare gjorde hende glad, nærmest et bevis på at hun gjorde noget godt, måske ikke for alle? Men for dem hun kunne.
’22 (Den nye by)’ var den anden sidste sang, hun nød den afslappede stemme i ørene, og nærmest mærket alle hendes billeder og plakater med alle de mennesker, der kiggede på hende. Hun har kun en lille lampe tændt, men det er et stærkt nok lys, så det kan oplyse hendes mærkelige værelse.
Alle hendes billeder forstiller The Dreams, både billeder hun selv har taget, og nogen som nogle andre mere proffer har taget. Hun sidder med ryggen til væggen med billederne, men kunne se otte af billederne i et spejl, som hænger på den modsatte væg. Hendes øjne rammer på alle de andre fans/dreamers, som er med på billederne. De har alle sammen noget ’The Dreams’ på. Enten er der nogen som havde købt deres merchandise, eller nogen så har skrevet på deres tøj og tasker. Der er noget som siger, at hun skal lade vær med, at tage deres T-shirts og sådan noget på til koncerterne. Inderst inde er hun en kæmpe fan, som bare forstår deres musik, og beundre deres personligheder. Hun ved jo at de bare er nogen ’normale’ mennesker ligesom os andre, og det er det som for hende til ikke at være en irriterende fan.
End at stå og få autografer, vil hun meget hellere bare snakke med dem, som mennesker, og ikke som nogen der bare gøre det, fordi de er kendte. Nogen gange ville hun ønske at de ikke er kendte, bare de var hendes venner, i en højre alders gruppe. Men alligevel fortjener de det, så hvorfor prøve at lave om på det?
Pigens Ipod var gået død, så lyden af regnen, var det eneste, som nu kunne høres. Hun har sin blyant klar i hånden, og ville prøve at beskrive, hvordan hun på en måde opfatter The Dreams. Hende og en veninde har fået en masse beskeder fra drengene. De to hjælper faktisk The Dreams meget med forskellige ting. Når drengene så hjælper dem, og pigerne takker dem igen, er svaret for det meste sådan meget: ’Alt for jer (:’ Det er fedt, fordi at de ikke rigtig skriver det til andre?, men lige til dem. Hvorfor dog?
Drengene svaret ikke på det da de spurgte, tanken om det de siger til folk, om de mener det? Eller vil de bare gøre dreamerne glade? Hun ved godt, at alle ikke kan få svar på deres spørgsmål, mest fordi at der er mange som bare skriver: ’Jeg elsker jeres musik! Er kæmpe fan! Hvornår spiller i jeres næste koncert?’ Hvis man er så en stor fan, så ved man det i hovedet, ellers kan man kigge i deres kalender.
Tanken om de irriterende fans stiger pigen til hovedet. Hun sukker. Det er nu lang tid siden hun har set drengene, men hun savner bare at være hos dem, ikke som ’The Dreams’, men som de mennesker er bag det. Hans, Eirikur, Store Heini, Little Heini, og selvfølgelig Uglefar! Chief! Hun begynder at smile, og ser op på sin hvide plakat med drengene. Der er altså noget skummelt ved dem?
Hun griber fat om bloggen, og begynder at skrive stikord ned. En slags ’liste’, en samlet med dem alle, og en ’liste’ til dem hver. Hun ved enlig ikke hvorfor hun skriver dette ned, for hvis hun ville sende det til drengene, vil hun måske kun få 10 ord tilbage? Tanken om og sende det til dem, er ved at vokse, men ikke på den rigtige måde. Pigen beslutter sig, at det hun er i gang med, ikke skal sendes til dem. Den endelig beslutning, tager hun fordi, at hun ikke ville lyde, som en besat fan, som på en måde også bare vil tvinge drengene til at svare: ”We love you!” Uden de mener det?.
Hendes beslutning indgik også, at hun ved hver travlt de har med alt! Og hvor mange der skriver hver dag, som de skal svare. De vil jo ikke skuffe deres fans, så for at gøre det lettere for dem, vil hun ikke skrive. Den tankegang vil folk sikkert tænke, at hun ikke skal være bange, for de vil jo ikke hade hende, fordi hun sender dem beskeder. Nærmere omvendt. Tanken om bare at skrive noget forkert, selv en lille bitte ting, som enlig ikke betyder særlig meget, er hun bange for at begå. Hun kan tydeligt hører deres friske stemmer i hovedet, de lalleglade stemmer. De stemmer som hun bare vil hører sige hendes navn, og bare snakke med hende, som et normalt ’væsen’. Det er det hun er bange for at ødelægge, kind of… gøre dem kede af det eller irriteret.
Pigen er godt i gang med at skrive forskellige stikord. Hun er blevet færdig med Chief, store Heini og Eirikur. Det ser lidt mærkeligt ud? Bare nogen ’ord’, som for hende betyder meget, men for andre? Nok ikke så meget.
Siden med det nuværende tekst bliver revet af, at gøre ordene til mere betydningsfulde sætninger er nu målet. At prøve at beskrive hvad hun nu føler præcis, forhåbentlig at forklare, at hun ikke vil være en ubrugelige, irriterende og ’jeg er bare den bedste’- dreamer! Ønsket om at drengene kan se hvad hun mener, og de siger med åbne hjerter, at hun virkelig betyder noget for dem, og de tænker på hende nogen gange. Men agt ja… Som om det vil ske?
Klokken er næsten tyve minutter i tre om natten, alle burde sove… og hun? Bare sidder og skriver sætninger om The Dreams, men Nej. Hendes mobil vibrerer, og displayet viser: ’1 Meddelelse’. Hun ser på sin mobil indtil lyset i displayet er gået ud, og derefter får hun sin hånd ført hen til den, og åbner den.
-’Hej smukke, sover du? <3 :)’
Den lille besked, som alle mennesker kan få, og måske ikke så betydningsfuldt, får hende til at smile. De få fire ord, med et spørgsmålstegn og smileyer, betyder noget for hende! Klokken lort om natten, er der en som tænker på hende, det går lige ind i hjertet, og hun bliver nærmest lettet. Beskeden er fra en dreamer, som hun har mødt igennem The Dreams, eller nærmere igennem drengenes musik. Det kæmpe store fællesskab, som drengene har skabt, er der nok en lille gruppe, af de nok ’største’ dreamers, som virkelig går op i det med liv og sjæl! De ca. 20 mennesker kender hinanden. Måske ikke ud og ind, men nok til at det vi lille fællesskab er positivt, og ikke hvor nogen hader andre. Den lille gruppe gør alt hvad de kan, for at støtte drengene, og ikke kun drengene, men selvfølgelig også den store dejlige Chief. - Ingen Chief? Ingen rigtig The Dreams!
Den lille pige stoppede med at skrive sætninger om The Dreams og Chief, hendes øjne havde været klistret til mobiltelefonens display. Hun havde været sammen med beskedens ejermand. En fantastisk dag. Den person var og er stadig noget specielt for pigen, en ny veninde som bare forstår hende! En af de få som virkelig mener, at de vil støtte hende, selvom der kunne være nogen års forskel. Det gør intet! Bare at have en veninde med et hjerte af guld, som er både smuk indeni og udenpå, vidunderlig som de 2 andre nære veninder hun har.
Pigen svarede, og begyndte igen at skrive sætninger ned, på bloggens næsten første fyldte side. Hendes blik blev helt tomt, et gys gik gennem hende. Hun slap blyanten, den landede med spidsen først ned på papiret, så det gav en fin lille streg mellem bogstaverne. Hun blinkede et par gange, og derefter så ned på bloggen. Hun var i gang med at skrive sætninger om Eirikur. Hendes blik blev løsnet, og hun direkte op på hendes The Dreams plakat. Blikket kom hurtigt over den yderste mand, den altid smilende og glade Eirikur… ARGH! Hvad var det der skete? Hun ræk hånden op, men tog den hurtigt til sig igen. En tåre løb for første gang i lang tid, ned af hendes bløde kind.
Hun ved selv, at hun må se det i øjnene på et eller andet tidspunkt. Inderst inde, langt bag i hovedet, lå det. Men hun vil ikke tro det. Hun vil ikke indrømme det for hendes selv, for så vil hun måske begynde at tro på det?... Nej det vil det aldrig!
Denne gang tog hun sine hænder op til ansigtet, for at græde. Græde helt uden hulken, som bare kunne gøre det meget værre. Hun vil lade tårne løbe frit, så de alle sammen kunne komme ud på en gang. De ramte enden af bloggen, lige netop der hvor hun var nået at skrive til. Papiret blev helt våd i kanten, og det gik gennem de næste fem stykker.
Hun prøvede ivrigt at trække vejret, men hendes næse blevet tilstoppet, og i stedet for at kunne trække vejret gennem munden, hostede hun bare. Hendes hånd greb fat om hendes hals, hun prøvede at berolige sig selv, indtil hun igen kunne trække vejret normalt. Tårne var stadig i øjenkrogen, og enkle løb ned af kinderne. Aldrig var hendes gråd kommet så pludselig, så hurtigt, så… så uventet. Hvorfor dog lige det?
Hendes øjne var stadig lidt tildækket af tåre, men samtidig prøvede hun at se rundt på alle de forskellige billeder. Et billede af hende og little Heini, faldt i øjnene på hende. Hun havde lagt det ud på nogen hjemmesider sammen med andre billeder, men lige netop det, fik hende til at tænke på alle de forskellige, men alligevel ens kommentar. Der var faktisk mange som synes de kunne ligne et kæreste par? Selv en tæt veninde have sagt det, og prøvede at forklare hvorfor. Den lille pige havde ikke hørt efter. selvfølgelig ser de da søde ud, men nej?... bare nej? Hun ved selv at det kunne være sjovt at prøve en dag, lærer hinanden bedre at kende?
Hun stoppede sig selv, på en måde vil hun ingen gang tænke den tanke. Den anderledes Kristas forhold til little Heini, det kunne ikke ødelægges? Hendes tanker vil heller ikke sådan ’ses’ med ham på mere end venne-måden. Krista vil være alt for skøn til bare at ’smide væk’, og især for en dreamer.
Selvfølgelig så han da sø ud, men der er heller ikke følelser i hans øjne. Altså… han ligner ikke en som kunne være forelsket i pigen? Det vil da være umuligt. Pigen vil da gerne komme i et tættere forhold til drengene, bare gode eller nære venner? Okay, hun indrømmer at med en af dem, vil hun da gerne prøve lidt mere med, men alligevel ikke.
hendes tanker gik lidt amok, tårne er næsten helt forsvundet. Hun løfter sin hånd op, og banker sin håndflade ind på siden af hovedet, lige på tændingen. Efter fire slag ryster hun hovedet, og banker det forsigtigt ind i væggen. Baghovedet bliver trykket lidt ind mod væggen, mens hun griber fat i sin lille brune teddybamse, og bare klemmer den ind til sig.
”Hvad sker der dog med mine tanker? Hvorfor tænker jeg sådan? Nogen ting? Hvorfor skal jeg svare på alt?” Den lille piges stemme flød rundt i hendes værelse, og lød igen og igen inde i hendes hoved. Der skete noget mærkeligt med hende, hun vidste ikke hvad eller hvorfor.
Hendes koncentration blev afbrudt af vinduet, som smækkede i, og åbnet igen. Ruden var helt fyldt med regndråber, som stadig løb ned. Hun vil ikke rejse sig for at lukke det, hun blev bare i sengen, og tog sine hænder omkring bloggen. Hun havde skrevet noget om alle! Alt det de er for hende, alle de mange hundrede betydningsfulde ord på det blanke papir. De ord betød jo kun noget for hende, når der stod ’ubeskrivelig’, vil det nok kun være hende der forstod det. En mærkelig følelse kom igennem hende, hun rev alle papirerne i bitte små stykker, mens tårne presset på igen.
”Ingen kan jo forstå mig!” råbte hun, mens papirstykkerne blev kastede væk fra hende.