(no subject)
This is in danish! It's written for my lovely friend Sarah <3 Hope you get better soon dearest! <3
Uret på væggen tikkede af sted, det gik alt for langsomt til min smag og vores læres sløve, monotone dræven gjorde det ikke bedre. Jeg blev nødt til lige at smutte, bare et øjeblik. Ser du, inde i mit hoved har jeg en dør. Den er 3 meter høj, af ibenholt og så er der flotte gotiske udskæringer over det hele på den. Rundt om den er der planter. Der er blandt andet vindruer og stokroser og engang imellem en syren her og der. Hvis man er rigtig heldig kan man se liljer, men det er kun på de bedste dage. Bag denne dør har jeg en hel verden. Der er dyr og figurer jeg selv har skabt, nogle gange kommer der nogle nye. Så sent som i går mødte jeg faktisk kaninen Hoppe. Ja jeg ved det, pisse originalt navn, men det virkede som om han kunne lide det, hvilket jo var meget heldigt fordi det nu en gang var hans navn. Lige nu havde jer Religion. Normalt kunne jeg faktisk godt lide religion, måske fordi der altid var diskussioner og jeg elskede at side og lytte til folks argumenter, men i dag var det, som man siger, dødens pølse. Det værste var ikke engang min lærers stemme, næ nej, det var emnet. Hvem gider da høre om ateisme? Det er så simpelt som noget kan være, så når han nu har gentage 177 gange at det er ikke at tro på noget, så tror jeg vi har forstået det. Nå men det var altså den her dør. Som sagt har jeg en verden derinde, så du kan forestille dig min forbavselse da jeg åbnede døren den dag og lige pludselig befandt mig i vandet. Der var ikke noget problem med at trække vejret overhovedet, jeg havde det faktisk super godt, jeg kunne endda se alting helt klart. Det var fantastisk. Uden rigtig at vide hvor jeg svømmede hen, begyndte jeg at bevæge mig fremad. Der var små klovnefisk rundt om mig, og hist og her så jeg en genert søhest kigge frem bag små sten. Efter noget tid går det op for mig at der da er en hytte længere fremme. Det var yderst underligt fordi hvordan kunne en hytte holde sig så godt under vand? Men den holdte sig nu godt og jeg svømmede hen til den. Da jeg kom tættere på kunne jeg se en skikkelse bevæge sig inde i den. Jeg kunne se noget langt hår der så ud som om det var vinden selv under vand. Det var helt hvidt og langt. Det bevægede sig stille og roligt frem og tilbage. For enden af det sad der et ansigt. Godt nok gjorde lyset at jeg ikke kunne se ansigtet, men der var en velformet small mund, en fin lille spids næse og en lettere fremtræden hage. Det var en kvinde kunne jeg se på de små bryster der sad på hendes overkrop. Jeg gik hen til døren og bankede på, så godt som man nu kan under vand. Hun åbnede straks og jeg så nu hendes ansigt og dets skønhed. Hun var en meget lille meget gammel dame. Hendes mund var en sart pink farve og hendes øjne var grå, hun smilede da hun så mig og sagde: ”Goddag min kære, kom dog indenfor.” hun svømmede til siden og jeg undrede mig over hvordan sådan en gammel kvinde kunne bevæge sig så hurtigt under vand. Efter 2 forsøg kom jeg igennem døren. Hun stod og ventede tålmodigt. Inde i hytten var der nogle få ting. Et skab i hjørnet, et staffeli med et halvt farvet lærred midt på gulvet og en kæmpe stor musling ovre i det bageste hjørne.
”Velkommen til min ydmyge bolig. Nu skal du bare lade som om du er hjemme.”
Hun smilede til mig og der var dybe rynker om hendes øjne og hendes mund. Hun gik hen til lærredet og startede med at male igen. Der gik, hvad der føles som, hundrede år før hun blev færdig. Måske tog det ti minutter, måske tog det vitterligt hundrede år, jeg ved det ikke, men hun vendte sig nu mod mig og grinte af mig. ”Vil du med ud og se på skildpadderne?” Nu havde hendes krop forandret sig. Hun var ikke så lille længere, nu var hun e høj ung kvinde, men med de samme grå øjne, der nu lyste af morskab og glæde. Jeg blinkede lidt med øjnene og nikkede, hvad kunne der alligevel ske? Jeg sad jo bare og dagdrømte. Så vi tog hen til skildpadderne. De var godt nok store! Det var som at se på biler der kunne bevæge sig af sig selv. Deres dybgrønne farve var en flot og skarp kontrast til det lyseblå vand og de svømmede i en lang lige række. ”Nu skal du bare se!” hun kiggede på mig med et drillende grin om munden og svømmede, hurtigere end e normalt menneske, hen til en af de forreste skildpadder i rækken, rørte ved dens bagerste fod og skyndte sig at svømme væk igen. Skildpadden hun havde rørt ved, vendte sig langsomt om for at se hvem der havde rørt ved den. Den der kom bagefter opfattede ikke en disse og ”fløj” (skildpadde fart) lige ind i den hun havde rørt ved. Snart var jeg vidne til et harmonikasammenstød med skildpadder. Hun kiggede på mig med hendes legesyge grå øjne og slog en høj klingende latter op. Jeg kunne ikke lade være med at grine med så jeg boblede også over. Da vi så at skildpadderne havde fået styr på dem selv og i mellemtiden havde opdaget os, skyndte vi os væk. Vi gik tilbage til hytten, men undervejs skiftede hun igen. Denne gang var hun en voksen kvinde der straks gik ind i hytten. Jeg fulgte efter, men den så jo helt anderledes ud. Nu var den meget større på indersiden end den så ud uden på og hun havde et komfur. Hun startede med at finde gryder frem og alle de ingredienser hun skulle bruge. Med en venlig men bestemt tone satte hun mig til at skære grøntsager. Jeg satte mig ned ved bordet og begyndte med peberne. Det var underligt at et komfur virkede undervand, men på den anden side var det jo bag døren og der var næsten intet umuligt. Da jeg afleverede grøntsagerne til hende begyndte hun at råbe af mig. Jeg forstod ikke en bjælde af hvad der sket fordi hun blev ved med at råbe mit navn for derefter at sige noget med a… at… ate… ateisme!? Hvad søren? Det er jo. Åh gud nej.
Hurtigt svømmede jeg ud fra hytten og nåede tilbage til døren, jeg gik ud af den og vågnede ved at Karl stod og åndede mig i ansigtet. Hele klassens blik var rettet mod mig, men jeg var ligeglad. Det var en kendt ting at jeg faldt hen, men Karl var den eneste der reagerede på det. Jeg fik en eftersidning og da jeg kom hjem og prøvede at gå igennem døren var jeg tilbage til min normale verden. Jeg hilste hurtigt på Hoppe og så gik jeg igen. Det var en underlig dag.
Uret på væggen tikkede af sted, det gik alt for langsomt til min smag og vores læres sløve, monotone dræven gjorde det ikke bedre. Jeg blev nødt til lige at smutte, bare et øjeblik. Ser du, inde i mit hoved har jeg en dør. Den er 3 meter høj, af ibenholt og så er der flotte gotiske udskæringer over det hele på den. Rundt om den er der planter. Der er blandt andet vindruer og stokroser og engang imellem en syren her og der. Hvis man er rigtig heldig kan man se liljer, men det er kun på de bedste dage. Bag denne dør har jeg en hel verden. Der er dyr og figurer jeg selv har skabt, nogle gange kommer der nogle nye. Så sent som i går mødte jeg faktisk kaninen Hoppe. Ja jeg ved det, pisse originalt navn, men det virkede som om han kunne lide det, hvilket jo var meget heldigt fordi det nu en gang var hans navn. Lige nu havde jer Religion. Normalt kunne jeg faktisk godt lide religion, måske fordi der altid var diskussioner og jeg elskede at side og lytte til folks argumenter, men i dag var det, som man siger, dødens pølse. Det værste var ikke engang min lærers stemme, næ nej, det var emnet. Hvem gider da høre om ateisme? Det er så simpelt som noget kan være, så når han nu har gentage 177 gange at det er ikke at tro på noget, så tror jeg vi har forstået det. Nå men det var altså den her dør. Som sagt har jeg en verden derinde, så du kan forestille dig min forbavselse da jeg åbnede døren den dag og lige pludselig befandt mig i vandet. Der var ikke noget problem med at trække vejret overhovedet, jeg havde det faktisk super godt, jeg kunne endda se alting helt klart. Det var fantastisk. Uden rigtig at vide hvor jeg svømmede hen, begyndte jeg at bevæge mig fremad. Der var små klovnefisk rundt om mig, og hist og her så jeg en genert søhest kigge frem bag små sten. Efter noget tid går det op for mig at der da er en hytte længere fremme. Det var yderst underligt fordi hvordan kunne en hytte holde sig så godt under vand? Men den holdte sig nu godt og jeg svømmede hen til den. Da jeg kom tættere på kunne jeg se en skikkelse bevæge sig inde i den. Jeg kunne se noget langt hår der så ud som om det var vinden selv under vand. Det var helt hvidt og langt. Det bevægede sig stille og roligt frem og tilbage. For enden af det sad der et ansigt. Godt nok gjorde lyset at jeg ikke kunne se ansigtet, men der var en velformet small mund, en fin lille spids næse og en lettere fremtræden hage. Det var en kvinde kunne jeg se på de små bryster der sad på hendes overkrop. Jeg gik hen til døren og bankede på, så godt som man nu kan under vand. Hun åbnede straks og jeg så nu hendes ansigt og dets skønhed. Hun var en meget lille meget gammel dame. Hendes mund var en sart pink farve og hendes øjne var grå, hun smilede da hun så mig og sagde: ”Goddag min kære, kom dog indenfor.” hun svømmede til siden og jeg undrede mig over hvordan sådan en gammel kvinde kunne bevæge sig så hurtigt under vand. Efter 2 forsøg kom jeg igennem døren. Hun stod og ventede tålmodigt. Inde i hytten var der nogle få ting. Et skab i hjørnet, et staffeli med et halvt farvet lærred midt på gulvet og en kæmpe stor musling ovre i det bageste hjørne.
”Velkommen til min ydmyge bolig. Nu skal du bare lade som om du er hjemme.”
Hun smilede til mig og der var dybe rynker om hendes øjne og hendes mund. Hun gik hen til lærredet og startede med at male igen. Der gik, hvad der føles som, hundrede år før hun blev færdig. Måske tog det ti minutter, måske tog det vitterligt hundrede år, jeg ved det ikke, men hun vendte sig nu mod mig og grinte af mig. ”Vil du med ud og se på skildpadderne?” Nu havde hendes krop forandret sig. Hun var ikke så lille længere, nu var hun e høj ung kvinde, men med de samme grå øjne, der nu lyste af morskab og glæde. Jeg blinkede lidt med øjnene og nikkede, hvad kunne der alligevel ske? Jeg sad jo bare og dagdrømte. Så vi tog hen til skildpadderne. De var godt nok store! Det var som at se på biler der kunne bevæge sig af sig selv. Deres dybgrønne farve var en flot og skarp kontrast til det lyseblå vand og de svømmede i en lang lige række. ”Nu skal du bare se!” hun kiggede på mig med et drillende grin om munden og svømmede, hurtigere end e normalt menneske, hen til en af de forreste skildpadder i rækken, rørte ved dens bagerste fod og skyndte sig at svømme væk igen. Skildpadden hun havde rørt ved, vendte sig langsomt om for at se hvem der havde rørt ved den. Den der kom bagefter opfattede ikke en disse og ”fløj” (skildpadde fart) lige ind i den hun havde rørt ved. Snart var jeg vidne til et harmonikasammenstød med skildpadder. Hun kiggede på mig med hendes legesyge grå øjne og slog en høj klingende latter op. Jeg kunne ikke lade være med at grine med så jeg boblede også over. Da vi så at skildpadderne havde fået styr på dem selv og i mellemtiden havde opdaget os, skyndte vi os væk. Vi gik tilbage til hytten, men undervejs skiftede hun igen. Denne gang var hun en voksen kvinde der straks gik ind i hytten. Jeg fulgte efter, men den så jo helt anderledes ud. Nu var den meget større på indersiden end den så ud uden på og hun havde et komfur. Hun startede med at finde gryder frem og alle de ingredienser hun skulle bruge. Med en venlig men bestemt tone satte hun mig til at skære grøntsager. Jeg satte mig ned ved bordet og begyndte med peberne. Det var underligt at et komfur virkede undervand, men på den anden side var det jo bag døren og der var næsten intet umuligt. Da jeg afleverede grøntsagerne til hende begyndte hun at råbe af mig. Jeg forstod ikke en bjælde af hvad der sket fordi hun blev ved med at råbe mit navn for derefter at sige noget med a… at… ate… ateisme!? Hvad søren? Det er jo. Åh gud nej.
Hurtigt svømmede jeg ud fra hytten og nåede tilbage til døren, jeg gik ud af den og vågnede ved at Karl stod og åndede mig i ansigtet. Hele klassens blik var rettet mod mig, men jeg var ligeglad. Det var en kendt ting at jeg faldt hen, men Karl var den eneste der reagerede på det. Jeg fik en eftersidning og da jeg kom hjem og prøvede at gå igennem døren var jeg tilbage til min normale verden. Jeg hilste hurtigt på Hoppe og så gik jeg igen. Det var en underlig dag.