Afskeden [Danish fiction]

[naitosukai]

I wrote a paper for school this week and I think it turned out quite good. So, I though I'd share it with you.
Sadly, it's in Danish - so tough luck, you english speaking people. (Maybe I'll go about translating it, but I'm going to Norway tomorrow (which I'll tell you more about later))


Hans bisterbrune pelshue skjulte det velfriserede, kortklippede hår, selvom den ikke var helt stor nok til at skjule de trodsige rødlige totter omkring ørerne. En sådan hue var et mærkværdigt syn på denne årstid. Det var hans sorte frakke også. Ikke mange beklædte deres hoveder med pelshuer og iførte sig sorte frakker når træer og blomster stod smukt i flor. Overalt tittede violette, hvide, blå, gu­le og lyserøde plamager frem fra det grønne, for at mæske sig i lyset og varmen.

Men ved nærmere eftertanke, var det måske ikke så besynderligt endda. Det var køligere om natten, og uden overtøj ville kun en tåbe have vovet sig ud så sent, som de havde gjort. Desuden vil­le jakken nok ikke være helt tåbelig at have på i dag. Den grå himmel, samt den klamme atmosfære, af­slørede snarlig regn, måske endda hård vind, og det var trods alt en læng­ere spadseretur at gå ind til byen, hvor han boede.

Han var højere end hende, og måtte nødvendigvis hælde sit hoved, om end kun en smule, for at få øjenkontakt.

”Det gør mig ondt”, stemmen var dyb, seriøs og tiltalen formel og upersonlig - det var ikke første gang, lige præcis de ord havde forladt hans mund, skønnede hun. Alligevel mærkedes en snert af med­følelse. For det var et sørgmodigt blik, han sendte. Et blik, der berettede, at han, trods mange år i erhvervet, ikke var fuldstændig hærdet. Et blik, der fortalte, at han forstod hendes indtrufne situ­ation, som han havde overbragt hende sammen med de forfærdelige nyheder.

Hun svarede ikke. At svare, forme ord, udtale ord, forekom hende uoverskueligt og uover­kommeligt, selvom det ikke var sømmeligt ikke at svare en mand af hans status. Men hun kunne ikke. Hun kunne kun se ind i det medfølende blik, der ikke bebrejdede hende den knusende stilhed, kun afbrudt af fuglenes grotesk muntre sang, mellem dem og håbe på, at han opfangede den håbløshed, der strømmede gennem hen­de, og måtte lyse ud ad hendes øjne.

Han bøjede sig let, og tog med venstre hånd fat om håndtaget på den brune kuffert, der stod foran ham, og løftede den fra brostenene. Et kort øjeblik klirrede indholdet, og afslørede skrø­beligheden og den sans for finesse, man måtte være i besiddelse af i hans erhverv. Stokken der var placeret i hans højre, førte han over i sin venstre, og sin nu frie højre hånd førte han høfligt og kultiveret frem for sig, stadig med det med­følende udtryk i ansigtet.

Nærmest mekanisk gjorde hun det samme, mens håbløsheden stadig var malet i hendes stirrende blik, og med et fast håndtryk fra ham, gjorde de deres afsked. Inden han slap, nikkede han let og vendte sig derefter for at gå. Med armen stadigt hængende frem for sig, gik det først nu op for hende, hvor passende det var, at han kun var iklædt sort.

Dette var en del af arbejdet, han aldrig ville lære at leve med. Lige meget hvor upersonlig og fjern han forsøgte at virke, lykkedes det altid patienterne at skære gennem den porøse facade, og gøre indtryk på ham. Og var patienterne ikke levende nok til at gøre det, var der altid de pårørende. Andre læger og medicinkyndige ville måske døbe dette ”en svaghed”, og selvom han til dels er­kend­te, at han ofte blev for involveret, yndende han at tænke på det som ren og skær men­ne­skelighed. Ganske vist var han læ­ge, og havde i kraft af denne uddannelse reddet mennesker fra store sygdomme så vel som over­fladiske ildebe­findende, men han var først og fremmest også et menneske. Et gudfrygtigt og følelsesladet menneske som alle andre.

Han var nået et godt stykke ud ad landevejen, og kunne allerede i den fjerne horisont skimte et vel­kendt spir. Det spir han altid spejdede efter, når han spadserede på landet, enten i arbejds­re­laterede øje­med, eller når han en sjælden og kærkommen søndag, fandt sig tid til at nyde de vide land­­­skaber, og som altid mindede ham om, at han snart ville være hjemme igen, siddende i sin polstrede ­læne­stol, mens han i ro og mag nød en varm kop te. Kirkens spir, der mægtigt og skarpt spiddede himlene. En finger udstrakt mod Gud.

Men i dag udeblev spirets trøstende effekt.

Idet hun trådte over dørtærsklen til sovekammeret, mødtes hun af en tung sløvhed, der til stadig­hed overmandede hende, hver gang hun trådte ind i det lille rum. Hun vidste godt, at hun burde ha­ve vænnet sig til omstændighederne, men det syntes, som var det i går, de sammen lå i sengen kælende og smilende, og tænkte de samme syndige tanker.

Nu lå han alene i den. Alene og svedende. Træt og afmægtig. Syg.

Han sov. Dynen hævede og sænkede sig svagt og indikerede åndedræt. Aldrig før havde hun væ­ret så opmærksom på hans livstegn. Hver gang hun kom ind til ham, gjorde hun altid holdt i dør­karmen, og blev stående der, indtil hun var sikker på, at han åndede. Det var altid det første hun gjorde. Sikrede sig, at han levede. Og hver gang blev en bautasten løftet fra hendes skuldre, når hun så dynens regelmæssige bevægelser.

Lettelsen gav hende mod nok til at bevæge sig længere ind i kammeret, nærmere. En svag an­tydning af sved og opkast hang i luften, og var nok til at kvalme hende. Lugten af sygdom tog modet fra hende igen, og hun turde ikke komme ham nærmere af frygt for, hvad hun kunne opdage på tæt hold. Han havde haft det samme tøj på i dagevis, og fra hendes position ved fodenden, anede hun store svedpletter omkring arm­hulerne og på brystet.

Her lå den mand, hun havde forelsket sig hovedkulds i, og havde giftet sig med, og med hvem hun havde opbygget dette lyksalige liv. Den mand, der gav hende tryghed og kærlighed - værdier, hun var takkede Gud for overhovedet eksisterede i deres ægteskab. Den mand, der, med sit fortryllende smil, kunne jage mørket væk fra hendes sind, når det havde gjort sit indtog. Her lå han, syg og yn­ke­lig, med det mørke hår klistret til det blege ansigt, og sov som han havde gjort flere dage i træk, kun lige akkurat ved bevidsthed, når han skulle kaste det mad og drikke, han ikke kunne holde i sig op.

Pludselig opdagede hun små trækninger ved øjenlågene, og hun blev klar over, at han var ved at våg­ne. For første gang i dag.

Uden egentligt at vide, hvad det var hun gjorde, drejede hun om på hælen og skød ud gennem døråbningen, tog et hurtigt skridt til højre, og stod med ryggen klamret mod væggen og gemte sig. Hendes hjerte hamrede mod hendes ribben, og i et bizart øjeblik frygtede hun, at det ville ryge ud. Det hamrede så hårdt, at hun næsten var sikker på, han hørte det, og blev klar over hendes position. Men i stedet for høre ham kalde hendes navn, hørte hun den plaskende lyd af opkast, der ramte bunden af træ­span­d­en, hun havde sat lige ved siden af sengen. Et svagt støn, og dynens raslen, og hun blev klar over, at han igen var trådt ind i den smerteløse søvn, der lå lige på grænsen til be­vidst­løshed.

Endelig ankom han til byen - nu var der ikke langt igen. Han var udmattet, mere end normalt, efter den lange tur. Men det havde trods alt også været en hård dag.

Det var ikke første gang, han havde besøgt lige netop den gård. Den unge bonde døjede sidste sommer med noget lignende det, der nu havde sit tag i ham. Den tilsvarende unge kone var en middag ankommet til hans hjem, og spurgt efter hans lægelige hjælp. I hestevogn var de kørt tilbage til gården.

Dengang havde en simpel behandling hjulpet, og det endda så hurtigt, at han selv faktisk var blevet overrasket over det. Men unge mænd kom sig jo nemt - de var stærke og resistente. Især unge mænd som ham, der arbejdede udenfor flere timer dagligt. Det havde dog alligevel været en lettelse at overrække nyhederne om hans restitution til det unge, håbefulde par. Igen havde han op­levet tilfredsstillelsen ved at redde liv - i stedet for at lade det rinde ud.

Denne gang havde tilfældet dog udviklet sig anderledes.

I stedet for midt på dagen, var hun ankommet en sen aften med et vildt og panisk udtryk i ansigtet, men straks havde han genkendt hende.

”De må hjælpe os, doktor! Jeg bønfalder dem!”, hendes stemme knækkede midt over, som en glas­pind i uforsigtige børns hænder. Hun var forpustet og gennemblødt. Den arme stakkel var løb­et hele vejen - og det på trods af det ubønhørlige uvejr, der aggressivt havde raseret den aften. Straks havde han bedt hende om roligt at fortælle, hvad problemet var.

”Han kan hverken holde mad eller drikke i sig - han har ikke spist i flere dage!”

Det havde næsten været lettende, da hendes forklaring tegnede de samme symptomer, som sidst han havde aflagt visit hos dem. Så overbevidst om, at den unge bonde nok skulle klare sig en enkelt nat uden sin bekymrede hustru, havde han tilbudt hende en seng for natten, så hun ikke blev nødt til at bevæge sig ud på sådan et tidspunkt.

”De forstår ikke, doktor!”, hendes gennemblødte skørt dryppede på entrégulvet, hendes træ­sko tilsmudsede. ”De må hjælpe os! Nu!”.

Ude af stand til at berolige pigen, der, på trods af hans mange forsøg på at få hende til at overnatte, stædigt og forfærdet insisterede på, at han måtte følge med hende, klædte han sig hurtigt på til turen. Det var for sent på dagen, til at finde en kusk og en hestevogn, så de blev nødt til at gå. Han huskede tydeligt, at han, trods sit storsind, hele turen indvendigt forbandede og kastede uhørlige eder på pigen og hendes stædighed, for at have overtalt ham til at gå ud på denne tid af døgnet.

Kun da de, efter en time uden at sige et ord til hinanden, ankom til sovekammeret i den kalkhvide gård, hvor manden lå, gik situationens alvor op for ham.

Den unge bonde havde meget markerede og violette poser under de forseglede øjenlåg. Han så død ud, så sygeligt bleg var han, og kun antydningen af et svagt åndedræt, forvissede ham om, at Englen endnu ikke have hentet hans sjæl.

Efter at have undersøgt bondens svedige og svagelige krop den halve nat, stod det klart som blæk, at det kun var et spørgsmål om tid før han drog sit sidste åndedrag. Først efter at have overbragt de forfærdelige nyheder til pigen, og trøstet hende indtil fuglene igen påbegyndte deres livlige sang, og solen igen kærtegnede de kalkhvide mure, havde han sagt farvel.

Nu stod han her, foran sit hjem, og ventede på at husholderske lukkede ham ind. Døren gik op, og en lettere buttet kvinde viste sit ansigt i åbningen.

”Åh, velkommen tilbage, Doktor”, den velkendte stemme var en smule skinger.

”Tak. Det skal gøre godt med lidt søvn”, svarede han træt.

Det stak i hjertet, da han trådte over dørtærsklen til sit hjem, og med en sidste tanke, sagde farvel til den unge bondemand.

Hun havde bevæget sig ud i haven, hvor træerne stod ranke og grønne, og blomsterne blomstrede med deres mange farver. Havde hun ikke været i denne sindstilstand, havde hun til en hver tid fund­et udsigten ubeskriveligt smukt. Her emmede af nyt og friskt liv. Og dog lå hendes elskede mand døende i sovekammeret, lige bag den blege kalkede mur.

Det var ikke første gang, hun så Døden gribe ud med sine lange og spinkle fingre for at tage. Hun havde set sin fader dø for øjnene af hende, hendes bedstemoder. Hun havde endda set sin gode moster dø. Men den smerte hun havde følt ved disse lejligheder, var ikke at sammenligne med den­ne hun følte nu. Aldrig havde en smerte været så kraftfuld, og dog så uhåndgribelig, som den, der nu oversvømmede hende.

Hun var ikke en svag kvinde. Det havde hendes moder ved flere lejligheder ladet hende fortælle. Når ting gik galt, frøs hun ikke, men handlede. At løbe hele vejen til byen, for at skaffe hjælp - hendes mor ville være stolt. Men intet betød mindre nu. For hun havde gemt sig. Gemt sig, for den mand hun elskede, da han havde allermest brug for hendes hjælp. Men hvordan kunne hun fortælle ham, at han skulle dø?

Hun kunne mærke styrken rinde ud, som sand mellem fingre. Der var intet tilbage.

Et hjerteskærende, skingert skrig - og så stilhed.